Til forsiden
DR Sporten lancerer OL værtsby 2016

Den 2. oktober bliver København centrum for stor opmærksomhed, når Den Internationale Olympiske Komité (IOC) holder session og vælger den by, der skal være vært for de olympiske lege 2016.

Dansk og britisk vært
Nyheden lanceres i et TV-show fra Bellacentret og IOC har valgt DR Sporten og produktionsholdet fra DR Jylland Teknik til at producere showet. En af de to værter bliver dansk, nemlig Lillian Gjerulf Kretz, der til daglig er vært på DR's TV-Avis. Hun præsenterer showet sammen med den tidligere OL-guldvinder Jonathan Edwards fra Storbritannien.

Edwards vandt trespringskonkurrencen ved OL i Sydney og er indehaver af den 14 år gamle verdensrekord i disciplinen. 

Hele verden ser med
De byer som IOC skal vælge imellem er Chicago, Tokyo, Rio de Janeiro og Madrid. Det afgøres ved afstemning blandt de 107 IOC-medlemmer.

Straks efter afstemningen offentliggøres vinderen i et TV-show, der transmitteres i store dele af verden og som ventes at blive set af op mod en mia. mennesker.

Producer på showet bliver Søren Elmenhoff Kristensen, der normalt producerer sport og Aftenshow på DR.

Tirsdag, august 18 2009